Stine Duus Petersen

Kandidat for Fælleslisten Stine Duus Petersen

Stine Duus Petersen, Ulkebøl – din byrådskandidat fra Fælleslisten til KV21.

Mojn – mit navn er Stine Duus Petersen og jeg stiller op som spidskandidat for Fælleslisten til det kommende byrådsvalg 2021.

Mail: stine@listel.dk
Mobil: 51 51 28 96

Jeg er 39 år og bor i Ulkebøl sammen med min kæreste Lars og vores søn på 3 år samt vores hund Cille. Jeg driver sammen med min kæreste Ulkebøl Plæneklipperservice og ved siden af arbejdet skriver jeg bøger, går til zumba og er frivillig i Make-a-Wish Danmark. Jeg er født og opvokset i Skovby og har gået i skole både i Lysabild, Hørup og på Alssund Gymnasiet. Jeg er uddannet Finansøkonom og har arbejdet som bogholder hos blandt andet Focon og Air Alsie inden jeg fandt vejen til Ulkebøl.

Jeg stiller op til byrådet fordi jeg mener jeg kan være med til at gøre en forskel for kommunen. Det er vigtigt for mig at byrådet er sammensat af et bredt udsnit af kommunens befolkning således at vi kan sikre at alles interesser bliver varetaget.

Jeg mener at er man valgt ind i byrådet, så har man en forpligtelse til at støtte op om og hjælpe alle borgere i kommunen, uagtet om de har stemt på én eller ej.
Derfor er en af mine absolutte mærkesager borger inddragelse. De beslutninger der tages i byrådssalen har en gennemgribende indflydelse på de borgere det vedrører og derfor skylder vi dem at lytte og tage ved lære.

Mærkesager:

  • Jeg vil fokusere på at styrke institutionslivet i kommunen, ikke kun for vores børn og unge, men i særdeleshed også for vores ældre medborgere. Det skal være trygt som forældre og pårørende at overlade deres familie i kommunens varetægt.
  • Ligeledes vil jeg arbejde for at styrke handicapområdet og mener at vores målsætning i kommunen helt klart bør være, at alle familier og pårørende til handicappede føler de får den hjælp, de har krav på.
  • Jeg drømmer om at al mad der bliver serveret i kommunen, og i særdeleshed det der involverer dyr, kommer fra fritgående og økologiske opdræt.
  • Jeg vil arbejde for øget borgerinddragelse og borgerforståelse. Det vil sige at byrådet og forvaltningerne skal blive bedre til at forstå borgerne når de bliver frustreret over en beslutning og ligeledes skal byrådet blive bedre til at forklare borgerne hvorfor og hvordan en sådan beslutning skal tages.
  • Vi er en stor kommune og da jeg selv er født og opvokset i vandkants Danmark er det helt klart en mærkesag for mig, at yderområderne føler sig som en lige så stor del af Sønderborg kommune, som de der bor i Sønderborg.
  • Det er påvist, at for meget teknologi skader børns kognitive læring og adfærd og jeg vil derfor arbejde for, at vores børn i de tidlige institutions år ikke udsættes for unødig IPAD-tid eller læring foran en computer. De skal nok lære det og da de fleste børn også derhjemme har skærm tid, mener jeg ikke det er nødvendigt for børn i Børnehave alderen eller i indskolingen.
  • De seneste år har jeg oplevet, at det nuværende byråd har solgt flere kommunale arealer fra og der har været et regulært byggeboom. Det er gået kraftigt ud over kommunens natur og vilde arealer. Vi ligger i forvejen på en kun 87. plads over Danmarks kommuner i forhold til vild natur, endda overgået af nogle af de kommuner hvori de store byer ligger. Min ambition er, at kommunen kan rykke op på den liste og forhåbentlig ligge i top 50. Vi skal helt klart blive bedre til at lytte til biologer og sikre en bedre biodiversitet, således at vores blomster og insekter har de mest optimale forhold.
  • Ligesom det nuværende byråd mener jeg også at vi skal have stoppet nedgangen i indbyggertal i vores kommune. Vi skal blive bedre til at tiltrække de unge med gode uddannelser, og ikke kun for de unge mænd, og vi skal i særdeleshed blive bedre til at give dem lysten til at blive ved at udvide de gode fritidstilbud, sikre skønne legepladser til børnefamilierne, bedre infrastruktur, således at de vil bosætte sig i hele kommunen og sikre billige boliger, således at alle har råd til at bo her.
Del med dine venner