Af Søren Østergaard, byrådskandidat for Fælleslisten.
Hvis jeg skal tro de seneste udmeldinger fra stort set alle partier og lister, må de ældre i Sønderborg kommune gå en ny og lysere fremtid i møde.
Alle partier og lister vil gøre noget for de ældre og forbedre ældreplejen.
Det synes jeg lyder godt, ikke blot som byrådskandidat, men også fordi jeg indenfor en måske overskuelig årrække bliver en del af målgruppen.
Skal jeg tro udmeldingerne, må det blive et historisk hurtigt forlig efter det nye byråd er samlet. Men selv om alle vil gøre noget for de ældre, opfattes vejen dertil nok forskelligt.
Og netop vejen til målet kommer indledningsvis nok til at blive det største problem. Frit valg, flere midler og gentænkning af området er nogle af buddene, hvilket får mig til at ønske mig at den fremtidige ældreomsorg ikke ender som en ideologisk eller politisk kampplads.
Det får de ældre jo ikke en bedre hverdag af.
Bedre pleje får de ældre nemlig kun af mere tid og flere valg. Dette omfatter naturligvis også leverandøren af ældreplejen.
Jeg kunne godt tænke mig at der blev skruet på alle håndtagene. At hele området blev gentænkt og efterset. Og når man så var enige om mål og retning for den bedre ældrepleje, så tilføre de midler der er nødvendige for at opfylde alle partiernes erklærede mål: At gøre det bedre.
Og herefter kan man så tage debatten, ikke kun om hvor mange leverandører, men også om de muligheder man giver dem. Men flere valg er centralt for både mig personligt og for Fælleslisten.
Så kære ældre medborgere. De mange løfter lover godt og man kan kun håbe det varer ved – også efter støvet fra valgkampen har lagt sig.
Det er trods alt jeres hverdag og livskvalitet det drejer sig om.