Boligsocial indsats lykkes kun lokalt og i samarbejde.

Af Søren Østergaard, kandidat for Fælleslisten

Jobcenteret er nu flyttet ud i de udsatte boligområder, nærmere betegnet Stenbjergparken.
Det er et godt initiativ, som Fælleslisten kun kan byde velkommen. Vi mener problemer løses bedst lokalt.   Ikke på rådhuset eller andre kommunale adresser, men i lokalområdet hvor borgerne er og har deres hverdag.

Jo mere ressourcerne kommer ud i Nørager, Søstjernevej og Stenbjergparken, jo mere man er på gaden og i direkte kontakt med det daglige liv, jo nemmere er det at etablere en tillidsfuld kontakt med borgerne.
Og der er mange måder at skabe kontakt på.

Jobcentrets nye lokale tilstedeværelse er en af dem, men herudover er der en bred pallette at vælge fra.
Gadeplansmedarbejdere til de unge, beboerrådgivere og sociale viceværter til de voksne og lokale klubber og mødesteder hvor der kan skabes uformel kontakt – ikke kommune til borger, men menneske til menneske.

At vinde tillid tager tid, og det er her tålmodigheden bliver sat på prøve. Man vil støde på modstand og tilbageslag, og da er det bare at holde ved og vedblive at søge det positive samarbejde.  

Fælleslisten mener

Fælleslisten mener hele den kontaktskabende pallette tages i brug, også efter de bebudede udflytninger er sket.

Jeg kunne personligt ønske at Sønderborg kommune for mange år siden havde lagt en massiv boligsocial indsats ud i boligområderne og vel at mærke var blevet der. Så havde tingene måske set anderledes ud.

Fælleslisten vil hilse alle gode og borgernære initiativer i de berørte områder velkommen.

Del med dine venner

Store eller små: Alle virksomheder skal behandles lige

Af Stine Duus Petersen, kandidat for Fælleslisten.

Når jeg bevæger mig rundt på de sociale medier, eller læser aviser støder jeg dagligt på borgere, der ikke føler sig hørt af vores kommunale instanser herunder jobcenter, forvaltninger og ikke mindst politikerne.

I sidste uge var jeg til valgmøde med mange virksomhedsejere og også her kunne jeg spore en utilfredshed, fordi forvaltningen og i særdeleshed politikere aldrig svarede på henvendelser. Det stod dog klart, at der var én lille forskel. Jo større virksomhed, jo nemmere kunne man få kommunen i tale.

Jeg driver selv virksomhed sammen med min mand, og vi har også haft en kamp med teknisk forvaltning igennem tre år, hvor vores relativt lille virksomhed ikke betød helt så meget som andre større virksomheder.

Alle fortjener lige behandling

Fortjener vi ikke alle en lige behandling uanset indkomst, virksomhedsstørrelse eller bopæl?
Fortjener vi ikke alle, at vores folkevalgte svarer på henvendelser?

Som konsekvens af mine oplevelser igennem de sidste tre år har jeg valgt selv at stille op til kommunalvalget. Jeg ønsker at gøre en forskel for de mennesker, der ikke føler sig hørt. Borgerne skal kunne tage fat i både forvaltningen og mig som kandidat, og forhåbentlig kommende byrådsmedlem, og blive hørt.

Jeg ved godt, at hverken jeg eller forvaltningerne altid kan stille alle tilfreds, men alle fortjener som minimum en forklaring.

Bedre borgerinddragelse

Jeg og fælleslisten Sønderborg vil arbejde for at skrivelser fra kommunen bliver på et sprog alle forstår. Alle afslag skal følges op med en god forståelig forklaring og evt. med forslag til forbedringer til en evt. godkendelse.

De sidste fire års borgermøder og succesen, eller mangel på samme, skal evalueres og evt. gentænkes. Skal borgermøder afholdes på et tidligere tidspunkt i processen? Skal lokalplaner være mindre restriktive? Skal de enkelte landsbysamfund med på råd inden udarbejdelsen? Det vil vi undersøge og forandre.

Fælleslisten er en uafhængig tværpolitisk liste, hvor jeg og mine medkandidater arbejder for alle borgere i Sønderborg kommune.

Del med dine venner

Fælleslistens kandidater til kommunalvalget 2021

Kandidat for Fælleslisten Stine Duus Petersen

Stine Duus Petersen, Ulkebøl

Jeg er 39 år, uddannet Finansøkonom og driver sammen med Lars Malle Ulkebøl Plæneklipperservice.

”Fordi alle har ret til at blive hørt”

Kandidat for Fælleslisten Camilla B. Beier

Camilla Brejnbjerg Beier, Lysabild

Jeg hedder Camilla, er 37 år gammel og arbejder i Flyvevåbnet.

“Skal Fælleslisten styrkes til sejr – så sæt dit kryds ved Camilla B. Beier”

Kandidat for Fælleslisten Søren Østergaard

Søren Østergaard, Svenstrup

Jeg er 66 år og pensioneret efter mange år som sikkerhedschef i en række store virksomheder.

”Måske det knif med æ sproch – men mine holdninger er til at forstå”

Luis da Gama, kandidat hos Fælleslisten

Luis da Gama, Sydals

Jeg hedder Luis, er 56 år og arbejder som Erhvervslivredder i Humlehøj Hallen.
Jeg er uddannet Bygningsmaler, Telegrafist, Kystlivredder, Dykkerinstruktør og Erhvervsdykker.
Jeg er endvidere Portugisisk tolk for Rigspolitiet og Sønderborg Kommune.

Vi har ikke tid til at vente, derfor vil jeg kæmpe…

Del med dine venner
Kandidat for Fælleslisten Camilla B. Beier

Fælleslisten ser på mulighederne – ikke begrænsningerne

Byrådskandidat Camilla B. Beier, Fælleslisten, skriver:

Vi ønsker alle, at hjulene kører rundt. Det gælder også vores arbejdspladser i kommunen. Hvem skal holde hjulene i gang – nu og i fremtiden? Det skal vores børn og unge. Det er små årgange og derfor har vi brug for alle. Hvorfor hjælper vi ikke alle til at få en form for uddannelse?

Fælleslisten vil arbejde for, at alle unge skal have mulighed for at tage en afgangsprøve efter 9. klasse. Det er muligt, at det kun er i et fag og i det omfang, eleven har evner til. Vi skal samtidig revurdere de uddannelsesmuligheder, der er pt. Er de gode nok?

Vi skal som samfund være parat til at gøre en ekstra indsats på den korte bane, så den unge kan få en uddannelse. Det kan både give den unge en meningsfuld tilværelse og gavne samfundet på den lange bane.

Vi skal skabe arbejdspladser til de unge, som har særlige udfordringer. Det giver motivation og noget at stå op til hver dag.

I dag er vi for bureaukratiske. Kan man ikke arbejde fire timer om dagen, kan man ikke få et fast arbejde. Mange virksomheder har brug for medarbejdere, også dem som ikke nødvendigvis kan klare mere end et par timer om dagen. Vi skal se muligheder frem for begrænsninger.

Del med dine venner

Fælleslisten har valgt ny bestyrelse

Fælleslisten har den 22. juni afholdt generalforsamling og opstillingsmøde. Her er der er valgt nye medlemmer ind i bestyrelsen og opstillet en liste til kommunalvalget. Dermed har Fælleslisten indledt et generationsskifte, både i bestyrelsen og i listen der opstilles til valget. Nye, unge friske kræfter har meldt sig på banen, men også erfarne folk stiller op bag Fælleslisten.

Vi er glade for dermed at markere, at Fælleslisten lever og har det godt og fortsat vil være en del af det politiske landskab i Sønderborg kommune.

Til bestyrelsen er følgende nye medlemmer blevet valgt: Flemming Høyer Jensen, Søren Østergaard og Henriette Madsen.

Bestyrelsen består nu af følgende bestyrelsesmedlemmer vist på billedet fra venstre:

Marianne Høi, Camilla Beier, Flemming Høyer Jensen, Andreas Nielsen, Aksel Jepsen, Gitte Beier, Søren Østergaard, Andy Poulin, Leif Kjærgaard. Luis da Gama og Henriette Madsen er ikke med på billedet.

Aksel Jepsen er genvalgt som formand. Marianne Høi er genvalgt som kasserer. Bestyrelsen har konstitueret sig med Flemming Høyer Jensen som næstformand og Gitte Beier som sekretær.

Del med dine venner

Medlemsmøde i Fælleslisten

Kære medlemmer i Fælleslisten,

Som tidligere varslet, så inviterer bestyrelsen til medlemsmøde med gratis fællesspisning:

Torsdag den 29. november kl. 18, på Lysabild skole.

Tilmelding pr. mail til: aksel.jepsen@jeny.dk senest søndag den 25. november.

Husk at tilmelde. Af hensyn til maden er vi nødt til at have jeres tilmelding i god tid!

Vi glæder os til at se rigtig mange af jer til det sidste medlemsmøde i år. Vi ser frem til en rigtig god aften, hvor vi både kan hygge os med fællesspisning og bagefter have et godt medlemsmøde. Vi vil gøre status for dette år og kaste et blik på, hvad der skal ske i 2019.

Læs mere

Del med dine venner

Det nye byråd

Aase Nyegaard, borgmesterkandidat for Fælleslisten

Aase Nyegaard

Det nye byråd i Sønderborg kommune er lige startet op her i det nye år.

Aase Nyegaard blev den nye formand for Teknik og Miljø-udvalget. Selvom Fælleslisten gik tilbage ved valget, så lykkedes det alligevel at få en vigtig formandspost.  Tilbagegangen betød desværre, at der ikke var stemmer nok til at Erik Lorenzen kunne blive genvalgt. Det beklager jeg meget og jeg vil gerne sige Erik tak for hans store indsats i Byrådet og for Fælleslisten. Også tak til Erik for en vigtig indsats i forbindelse med konstitueringsforhandlingerne.

Selvom der har været stille herfra i et stykke tid, så er der blevet arbejdet hårdt i kulisserne med at få sat et solidt Fællesliste-aftryk på byrådets nye arbejdsgrundlag.

Og det er lykkedes rigtig godt at få indflydelse og rigtig meget af Fælleslistens mærkesager kan findes i byrådets arbejdsgrundlag.

Det er lykkedes at få borgerinddragelse fantastisk godt placeret i byrådets arbejdsgrundlag. Det var Fælleslistens vigtigste mærkesag i valgkampen og det er nu også blevet hele byrådets mærkesag. Borgerinddragelse er det første der nævnes i arbejdsgrundlaget og det er nu blevet til et overordnet tema, der angår alle udvalg og områder i kommunen. Vi havde i valgkampen størst fokus på Teknik og Miljøområdet, men Byrådet skal nu have fokus på borgerinddragelse på alle områder.

Også et større fokus på de små lokal samfund i kommunen er særlig fremhævet. Det var også et gennemgående tema i Fælleslistens valgkamp og derfor er det særdeles tilfredsstillende, at det nu er blevet en fremtrædende del af byrådets politik.

Alt i alt kan vi være særdeles tilfredse med, at vi trods tilbagegang og kun et mandat i byrådet, har fået så stor indflydelse på arbejdsgrundlaget.

Vi vil i den kommende tid gå mere i detaljer med arbejdsgrundlaget. Klik her for at hente Arbejdsgrundlaget .

Klik her for at hente Byrådets pressemeddelelse: Flertalsgruppen sætter kursen PM

Del med dine venner