Boligsocial indsats lykkes kun lokalt og i samarbejde.

Af Søren Østergaard, kandidat for Fælleslisten

Jobcenteret er nu flyttet ud i de udsatte boligområder, nærmere betegnet Stenbjergparken.
Det er et godt initiativ, som Fælleslisten kun kan byde velkommen. Vi mener problemer løses bedst lokalt.   Ikke på rådhuset eller andre kommunale adresser, men i lokalområdet hvor borgerne er og har deres hverdag.

Jo mere ressourcerne kommer ud i Nørager, Søstjernevej og Stenbjergparken, jo mere man er på gaden og i direkte kontakt med det daglige liv, jo nemmere er det at etablere en tillidsfuld kontakt med borgerne.
Og der er mange måder at skabe kontakt på.

Jobcentrets nye lokale tilstedeværelse er en af dem, men herudover er der en bred pallette at vælge fra.
Gadeplansmedarbejdere til de unge, beboerrådgivere og sociale viceværter til de voksne og lokale klubber og mødesteder hvor der kan skabes uformel kontakt – ikke kommune til borger, men menneske til menneske.

At vinde tillid tager tid, og det er her tålmodigheden bliver sat på prøve. Man vil støde på modstand og tilbageslag, og da er det bare at holde ved og vedblive at søge det positive samarbejde.  

Fælleslisten mener

Fælleslisten mener hele den kontaktskabende pallette tages i brug, også efter de bebudede udflytninger er sket.

Jeg kunne personligt ønske at Sønderborg kommune for mange år siden havde lagt en massiv boligsocial indsats ud i boligområderne og vel at mærke var blevet der. Så havde tingene måske set anderledes ud.

Fælleslisten vil hilse alle gode og borgernære initiativer i de berørte områder velkommen.

Del med dine venner