Fælleslisten vil hjælpe landmænd

Del med dine venner

 

På byrådsmødet onsdag den 1. februar var kommunens planer for vandindvinding til beslutning. Det handler især om at landmændene ikke må bruge sprøjtemidler i de områder hvor vandet kommer fra. Det er jo klart at vandet skal beskyttes, men det kan have store konsekvenser for  de landmænd, der tilfældigvis har marker der hvor vandet kommer fra.

Hvad skal man så gøre? Trække på skuldrene og sige at det er ærgerligt for dem? Det mener Erik Lorenzen og Fælleslisten ikke vi kan være bekendt. Her er Erik Lorenzens indlæg og ændringsforslag fra byrådsmødet.

 

Erik Lorenzens indlæg:

“Ingen tvivl om at vi skal sikre rent drikkevand til kommende generationer. Vi er heller ikke i tvivl om at dette skal gøres ved hjælp af indsatsplaner på boringsnære og indvindings-oplande til vandværkernes boringer.

Til gengæld er den konstruktion vi har fået sammensat, hvor det er Naturstyrelsen der har kortlagt områderne hvor grundvandet findes, Natur og miljø forvaltningen der udarbejder forslag til indsatsområder, som dem vi så skal tage stilling til i byrådet i dag og det overlades til vandværkerne at indgå frivillige aftaler med landmændene om pesticidfri dyrkning og erstatning for det udbyttetab der helt naturligt vil være. Dette er en meget vanskelig opgave for vandværkerne idet der I enkelte tilfælde er så store arealer af ejendommene i spil, at disse får svært ved at fortsætte eller kunne afhændes til fortsat landbrugsdrift.

I 2011 vedtog vi lignende indsatsplaner for vandværkerne ved Miangdam og det er endnu ikke lykkedes vandværkerne at nå til enighed med de berørte landmænd i det område.

Vi vil gerne pålægge byrådet til at gå aktivt ind i løsningen med at realisere både tidligere og kommende indsatsplaner. Dette kan ske ved at være primus motor i forhold til en jordfordeling således de berørte landmænd ikke straffes fordi de tilfældigvis ligger lige der, hvor vandværkerne henter deres rene vand til kommunens borgere. Byrådet har Jordkøbsnævnet og vandværkerne har Vandrådet. Disse to instanser kan i fællesskab og i samarbejde med de berørte landmænd sikre det rene vand i fremtiden”.

 

Efter byrådets behandling, blev Fælleslistens ændringsforslag vedtaget med følgende ordlyd:

“Økonomiudvalgets indstilling godkendes og Sønderborg Kommune pålægges at gå aktivt ind i løsningen med at realisere både tidligere og kommende indsatsplaner. Dette kan ske ved at byrådet er primus motor i forhold til en jordfordeling, der dels sikrer det rene vand i fremtiden og dels tilgodeser de berørte landmænd på en hensigtsmæssig måde.
Sønderborg Kommunes Jordkøbsnævn og vandværkernes Vandråd kan i fællesskab og i samarbejde med de berørte landmænd arbejde med realisering af indsatsplanen”

Dette forslag blev godkendt af alle partier på nær Venstre.

Del med dine venner