Fælleslisten vil hjælpe landmænd

Del med dine venner

 

På byrådsmødet onsdag den 1. februar var kommunens planer for vandindvinding til beslutning. Det handler især om at landmændene ikke må bruge sprøjtemidler i de områder hvor vandet kommer fra. Det er jo klart at vandet skal beskyttes, men det kan have store konsekvenser for  de landmænd, der tilfældigvis har marker der hvor vandet kommer fra.

Hvad skal man så gøre? Trække på skuldrene og sige at det er ærgerligt for dem? Det mener Erik Lorenzen og Fælleslisten ikke vi kan være bekendt. Her er Erik Lorenzens indlæg og ændringsforslag fra byrådsmødet.

 

Erik Lorenzens indlæg:

“Ingen tvivl om at vi skal sikre rent drikkevand til kommende generationer. Vi er heller ikke i tvivl om at dette skal gøres ved hjælp af indsatsplaner på boringsnære og indvindings-oplande til vandværkernes boringer.

Til gengæld er den konstruktion vi har fået sammensat, hvor det er Naturstyrelsen der har kortlagt områderne hvor grundvandet findes, Natur og miljø forvaltningen der udarbejder forslag til indsatsområder, som dem vi så skal tage stilling til i byrådet i dag og det overlades til vandværkerne at indgå frivillige aftaler med landmændene om pesticidfri dyrkning og erstatning for det udbyttetab der helt naturligt vil være. Dette er en meget vanskelig opgave for vandværkerne idet der I enkelte tilfælde er så store arealer af ejendommene i spil, at disse får svært ved at fortsætte eller kunne afhændes til fortsat landbrugsdrift.

I 2011 vedtog vi lignende indsatsplaner for vandværkerne ved Miangdam og det er endnu ikke lykkedes vandværkerne at nå til enighed med de berørte landmænd i det område.

Vi vil gerne pålægge byrådet til at gå aktivt ind i løsningen med at realisere både tidligere og kommende indsatsplaner. Dette kan ske ved at være primus motor i forhold til en jordfordeling således de berørte landmænd ikke straffes fordi de tilfældigvis ligger lige der, hvor vandværkerne henter deres rene vand til kommunens borgere. Byrådet har Jordkøbsnævnet og vandværkerne har Vandrådet. Disse to instanser kan i fællesskab og i samarbejde med de berørte landmænd sikre det rene vand i fremtiden”.

 

Efter byrådets behandling, blev Fælleslistens ændringsforslag vedtaget med følgende ordlyd:

“Økonomiudvalgets indstilling godkendes og Sønderborg Kommune pålægges at gå aktivt ind i løsningen med at realisere både tidligere og kommende indsatsplaner. Dette kan ske ved at byrådet er primus motor i forhold til en jordfordeling, der dels sikrer det rene vand i fremtiden og dels tilgodeser de berørte landmænd på en hensigtsmæssig måde.
Sønderborg Kommunes Jordkøbsnævn og vandværkernes Vandråd kan i fællesskab og i samarbejde med de berørte landmænd arbejde med realisering af indsatsplanen”

Dette forslag blev godkendt af alle partier på nær Venstre.

Del med dine venner

Rent drikkevand i Sønderborg kommune, en fælles sag.

Del med dine venner

erik

Vi har alle interesse i at sikre rent drikkevand, også i fremtiden. Hvorfor mødes myndigheder,  vandværker og de berørte landmænd ikke i en konstruktiv dialog om at finde en holdbar og langsigtet løsning.

Hvad er formålet med at søge konfrontationen. Argumenter om at det er godkendte sprøjtemidler vi bruger i landbruget holder ikke. Vi har aldrig brugt andet end godkendte sprøjtemidler. Alligevel er et ikke ubetydeligt antal vandboringer blevet lukket på grund af forurening med nogle af disse midler. Indtil nu har løsningen været at bore dybere og steder hvor der er jordlag der beskytter grundvandet bedre. Det kan vi ikke satse på i al fremtid.

At etablere sikkerhedsboringer i indvindingsområderne hvor man kan følge en evt. nedsivning af sprøjtemidler i forskellige dybder, er heller ikke holdbart. Findes der f.eks en forurening i 25 meters dybde er det for sent. Den vil med stor sandsynlighed nå det dybere liggende grundvand på et senere tidspunkt.

Naturstyrelsen har kortlagt de områder hvor indvindingen af rent drikkevand kræver beskyttelse. Byrådet har pålagt vandværkerne at indgå et solidarisk forpligtende samarbejde om at sikre disse områder. Også det økonomiske omkring en kompensation til de landmænd, der må leve med restriktioner i brugen af sprøjtemidler.

Landmændene skal ikke straffes fordi de bor, lever og driver deres landbrug oven på et vandindvindingsområde. De skal ikke spises af med et engangsbeløb pr. hektar jord og en tinglysning der forringer deres ejendomsværdi. De skal fuldt ud kompenseres for det udbyttetab der hvert år vil være, ved ikke at bruge godkendte kemikalier.

Efterfølgende kan fokus være på en jordfordeling og dermed  sikre fremtiden for de berørte ejendomme.

Jeg er overbevist om, at vi solidarisk kan håndtere og betale den kompensation der er nødvendig for at være 100 % sikre på at vores efterkommere også har rent drikkevand i hanerne. Om det så er 50 øre eller 1 krone pr. kubikmeter vand, får ikke den almindelige borger til at gå fra hus og hjem.

Jeg er også overbevist om at hvis landmændene kompenseres ordentligt og i fuldt omfang,  vil de også gerne være med.

Det eneste det kræver, er en konstruktiv dialog med og i respekt for hinanden.

Landmand, formand for Iller Vandværk og byrådsmedlem for Fælleslisten

Erik Lorenzen

Illervej21

6310 Broager

Del med dine venner