Et trygt og værdigt ældremiljø

Del med dine venner

Lev godt hele livet i Sønderborg kommune!

Fælleslisten mener det er sådan  livet i Sønderborg kommune skal opleves, også når vi bliver gamle. Vores vision er at Sønderborg skal have et ældremiljø der er blandt de bedste i Danmark. Når vi kommer dertil, at vi ikke kan klare os selv mere, så skal kommunen stå klar. Vi vil sikre de ældre på plejehjem og i hjemmeplejen en tryg og værdig alderdom.

En avis skrev for nylig: Tør du blive gammel i din kommune?

Vi vil have at alle i Sønderborg kommune med fasthed i stemmen kan sige: Ja, jeg tør og jeg er helt tryg ved en alderdom i Sønderborg kommune.

Ældremiljø med udvikling

Fælleslisten vil skabe et udviklende og motiverende ældremiljø, som hjælper de ældre til at blive selvhjulpne og aktive i størst muligt omfang. Når man skal have hjælp enten i hjemmepleje eller på plejehjem, mister man noget selvstændighed. Men man må ikke også miste sin værdighed. Derfor skal ældreplejen hele tiden have fokus på at understøtte de ældre i at være selvhjulpne længst muligt. Det et være aktiv og kunne klare sig selv i størst muligt omfang, er befordrende for livskvaliteten og værdigheden. Men ældreområdet skal først og fremmest tage udgangspunkt i de ældres behov. Ikke to mennesker er ens og det er afgørende at ældreplejen tager udgangspunkt i det enkelte menneske. At blive set og hørt som et selvstændigt menneske er helt afgørende for selvrespekt og værdighed.

Aktivitet over hele dagen

Aktiviteter skal ikke kun foregå om formiddagen, men ske over hele dagen. Netop fordi alle er forskellige, skal aktiviterne tilpasses til den rytme den enkelte foretrækker. Hensynet til den ældre går foran hensynet til økonomi og effektivitet i arbejdsplanlægningen. Det må ikke være sådan at der kun er aktivitet og liv i en kort periode af døgnet, og plejehjemmet ligger dødt hen i den største del af tiden. Den enkelte borgers behov og ønsker skal være i fokus – de skal kunne spise og sove når det passer den enkelte.

Vi ønsker en fordeling af personale ressourcer, således at der er 2 medarbejdere på aftenvagt i hver enhed , så det sociale samvær og aktiviteter efter kl. 15 bliver en del af dagligdagen. Personalet skal være der for de ældre når de har behov for det. Dermed oplever de ældre en tilværelse der mest muligt ligner den de tidligere havde. Dermed oplever de at have et værdigt og godt liv.

Faglighed, kompetence og organisering

Vi vil have en høj faglighed i ældreplejen. Medarbejderne skal være kompetente og godt rustet til at virkeliggøre visionen om det gode liv også i alderdommen. Det kræver anerkendende og fagligt dygtige medarbejdere med respekt for det enkelte menneske. Medarbejdere, som også er i stand til at opbygge et stærkt og tæt samarbejde med pårørende. Både den ældre og de pårørende skal opleve at der er kvalitet, sammenhæng og tværfaglighed i ældreplejen. Demente skal støttes af kompetente medarbejdere med et højt fagligt niveau.

Gode grunduddannelser og løbende vedligeholdelse af medarbejdernes faglige kompetencer er vigtig for Fælleslisten. Her skal der også være stort fokus på de menneskelige kompetencer, som er nødvendige for at sikre værdigheden.

Tryghed og tillid styrkes når de ældre lever i et nært ældremiljø. Selvstyrende teams kan være en måde at styrke medarbejderens faglighed og kompetence i et selvstændigt og engagerende arbejdsmiljø. Samtidig styrkes trygheden og tilliden ved at det er de samme kendte ansigter de ældre møder. De skal ikke opleve  at vildfremmede mennesker møder op i weekender og på helligdage.

Frivillige skal have gode vilkår for at deltage

Fælleslisten lægger stor vægt på det frivillige arbejde. I ældreplejen skal der være rammer der gør det nemt for frivillige at yde den indsats de brænder for. De frivillige er med til at holde kontakten til det omgivende samfund og vise de ældre, at de stadig er en del af samfundet. Det kunne være i form af madklubber og fællesspisning, hvor naboer og beboere i lokalområdet inviteres ind til fællesspisning på de lokale plejehjem og ældrecentre – det skaber dialog mellem generationer og bidrager til livskvaliteten og fornemmelsen af at være en del af et fællesskab.

 

 

Del med dine venner