Skat er ikke det vigtigste!

Del med dine venner
Aase Nyegaard, borgmesterkandidat for Fælleslisten

Aase Nyegaard

Aase Nyegaard og Fælleslisten mener:

Ud fra overskrifterne i aviserne, skulle man tro at skat er det vigtigste emne i valgkampen. Men det er helt forkert. Vi har stadig den store udfordring, at befolkningstallet går tilbage, mange unge rejser væk og de ældre bliver tilbage. Det er det helt afgørende problem, som vi skal have løst. I Sønderborg kommune vil vi ikke ende som andre udkantsområder, der sygner hen og går i stå.

Derfor er det vigtigste, at vi får skabt mere vækst i erhvervslivet, nye jobs og nye uddannelser.

Vækst kræver investering

Det er forkert at tro, at man kan spare sig til vækst. Tværtimod kræver det investeringer og et langt sejt træk. Det er helt afgørende, at kommunen har penge til at investere i vækst og derfor er det nuværende skatteniveau det rigtige. Men samtidig skal kommunen løbende effektivisere driften, for at frigøre midler både til børn, unge, ældre og til vækst.

Vi skal koncentrere os om det vigtigste

I 2013 tog Fælleslisten initiativ til at afskaffe dækningsafgiften. Vi har i år besluttet at investere 35 mill. kr. i nye uddannelser på Alsion. Vi skal fortsætte i samme spor med at investere i udvikling, give erhvervslivet bedre vilkår, skaffe arbejdskraft til de eksisterende virksomheder og til de nye virksomheder vi så gerne vil have.
Lad nu Christiansborg om at diskutere skattelettelser. Lad os i Sønderborg koncentrere os om det vigtigste for vores egn: at få vendt tilbagegang til vækst. Mange borgere vil langt foretrække at se vores dejlige egn blomstre og gro, frem for at betale en smule mindre i skat.

Aase Nyegaard, borgmesterkandidat for Fælleslisten

Del med dine venner
Udgivet i Erhvervsudvikling, Økonomi og tagget , , , .