Fælleslisten støtter erhvervslivet

Del med dine venner

Kære Erling Duus, formand for Dansk Industri i Sønderjylland.

Aase Nyegaard, borgmesterkandidat for Fælleslisten

Aase Nyegaard

Kommentar til dit læserbrev i JyskeVestkysten.

Af Aase Nyegaard, Borgmesterkandidat for Fælleslisten.

 

Jeg synes altid FÆLLESLISTEN og jeg har interesseret os for Erhvervslivet, da det er afgørende for vores velfærd.

Da jeg blev borgmester i 2010 hørte jeg gang på gang fra Erhvervslivet og Formand for Industrigruppen Erling Duus, at Dækningsafgiften i Sønderborg var en stor ulempe.

Jeg lyttede til Erhvervslivet og besluttede mig for at fjerne den, da jeg forhandlede budget med Socialdemokratiet og flere andre partier i 2013, minus Venstre. Jeg fik halvdelen fjernet i budget 2014. Samtidig aftalte jeg med borgmesteren, at den skulle helt fjernes i budget 2015. Der var ingen repræsentant for de Konservative, der deltog i forhandlingerne i 2013, da deres eneste repræsentant var gået over i Venstre.

I 2013 blev Erhvervskontakten etableret, som senere blev udvidet til Erhvervsservice.

Fremadrettede initiativer

Vi har i budget 2018 og frem valgt at afskaffe det kommunale byggesagsgebyr, at fastholde Vækstrådets budgetmidler for at skabe mål, retning og samarbejde mellem kommune og erhvervsliv, om at tiltrække uddannelser og arbejdskraft til området.

FÆLLESLISTEN har i sidste uge været ude med et forslag om at Sønderborg skal være omdrejningspunkt for et internationalt klima- og energiselskab, som skal give mere udvikling og vækst med fokus på det grænseoverskridende samarbejde. Vi har også foreslået et nyt Udviklingsudvalg, hvor det politiske ansvar for kommunens udvikling skal samles. Se mere her: Udviklingsselskab

Så jeg synes faktisk vi tænker på Erhvervslivet, også for at sikre jobs og velfærd til alle i kommunen i fremtiden.

 

 

 

Del med dine venner

Nyt udviklingsselskab i Sønderborg

Del med dine venner

Sønderborg kommune har brug for mere udvikling og vækst for at opretholde velfærden i fremtiden.

Fælleslisten foreslår nu at etablere et nyt udviklingsselskab, som skal kick-starte udvikling af nye virksomheder og arbejdspladser og være drivkraften for en ny vækstperiode i Sønderborg og grænseregionen. Vi har tidligere dokumenteret, at Sønderborg kommune halter bagefter de fleste kommuner i Danmark, når det handler om at skabe nye virksomheder og arbejdspladser. Derfor er der behov for en ekstra indsats for at rette op på det. Udviklingsselskabet skal ses som et banebrydende initiativ, på samme måde som Project Zero og Havneselskabet var det. Det skal i mange år fremover sætte Sønderborg på landkortet både nationalt og internationalt. Det skal bringe Sønderborg tilbage på sporet når det handler om vækst og arbejdspladser.

Offentligt privat partnerskab – en succesmodel

Vi forestiller os et OPP selskab (offentligt-privat partnerskab) på samme måde som Project Zero og Havneselskabet. Det er en velafprøvet model, som vi har haft succes med. Selskabets formål skal være både at tiltrække virksomheder og udvikle helt nye virksomheder her i området. For at gøre det skal selskabet opbygge et grænseoverskridende klyngesamarbejde indenfor klimaomstilling og energi. Selskabet skal bygge på Danmarks gode renomme som pioner indenfor grøn omstilling, energiteknologi og cleantec i det hele taget. Lokalt skal det bygge på Project Zero’s erfaringer og gode navn, som har resulteret i et stærkt internationalt netværk. Teknologisk skal det bygge på det nye CIE (Center for Industriel Elektronik) ved SDU i Sønderborg, og tilsvarende universiteter i Flensborg og Kiel. Selskabet skal være i stand til at tiltrække udenlandsk kapital, både privat kapital og kapital fra EU i kraft af grænseoverskridende projekter. Sønderborg kommune kan fortsætte i fodsporene af projekt Zero ved at fungere som et levende laboratorium for nye løsninger og forretningsmodeller.

Initiativtager og stiftere

Vi forestiller os, at initiativtagerne skal være Sønderborg kommune, Region Syddanmark, Flensborg og Landesregeringen i Kiel. Sønderborg skal gå foran og tage initiativet, fordi det giver større chance for, at en væsentlig del af aktiviteterne også bliver placeret her i kommunen. Sønderborgs finansiering kan komme fra kommunens kassebeholdning.

Klima og energi – et globalt vækstområde

Klimaomstilling og energi er et stort område, der i mange år frem vil være et af de vigtigste vækstområder i verden. Det kan bl.a. omfatte følgende:

  • Vedvarende energi, vindenergi og solenergi
  • Elektrificering af energisystemerne
  • Energibesparende systemer og produkter
  • E-mobilitet, både på vej og off-road
  • Lagring og konvertering af energi
  • Smarte energisystemer, der kan håndtere svingende produktion af vedvarende energi
  • Smarte bygninger, der kan tilpasse sig til svingende energiproduktion
  • Digitalisering, som er central for alle områder

Grænseområdet som fordel

Vi har på tværs af grænsen mange virksomheder, der er stærkt involveret i de ovennævnte områder. Mange af dem vil være interesseret i at der opbygges et nyt kraftcenter, der kan være fødekæde for nye innovative ideer og forretningsmuligheder og levere de medarbejdere der kan føre ideerne ud i livet. Nogle af dem vil forhåbentlig være med til at danne det OPP selskab, der skal være drivkraften.

Samtidig vil det være et interessant sted at være for nye opstarts virksomheder, der kan udvikle niche løsninger indenfor områderne og eventuelt samarbejde med de større virksomheder.

Fælleslisten vil arbejde for at der straks i det nye år bliver taget hul på arbejdet. En foreløbig tidsplan kunne være, at 2018 bruges til forundersøgelser og aftaler med partnere, sådan at selskabet kan starte i 2019, når det nye CIE er kommet i gang.

Del med dine venner

Skyways Technics

Del med dine venner

Skyways Technics – Sønderborg firma med global rækkevidde.

Benjamin Nielsen er direktør for Skyways Technics, som i Sønderborg Lufthavn reparerer fly fra hele verden. Det har firmaet succes med og vil gerne udvide.

Se fimaportrættet af den spændende virksomhed og hør hvad Benjamin fortæller om deres planer og udfordringer.

 

Del med dine venner

Bedre erhvervsudvikling i kommunen

Del med dine venner

Det går jo meget godt!

Aase Nyegaard, borgmesterkandidat for Fælleslisten

Aase Nyegaard

Det ser ud til at være den almindelige opfattelse op til kommunevalget. Det går da meget godt i Sønderborg kommune! Der bliver bygget en masse, arbejdsløsheden er  lav, der er kommet ny asfalt på mange veje det sidste halve år og der er blevet indviet rigtig mange cykelstier og parkeringspladser.

Men hvis man graver et spadestik dybere og ser på fakta, så viser det sig, at det stadig går den forkerte vej med især vækst i det private erhvervsliv og jobskabelsen i Sønderborg kommune. Også selvom der er iværksat mange gode vækst tiltag i de senere år. Der skal åbenbart mere til, eller det skal gøres anderledes.

I Fælleslisten er vi ikke tilfredse med den udvikling der tegner sig. Vækst i det private erhvervsliv og jobskabelse er helt afgørende for, at kommunen kan fastholde velfærden på den lange bane. Vi kan ikke være tilfredse med en udvikling, der er ringere end i de fleste andre kommuner. Derfor foreslår vi nye initiativer, som kan iværksættes af det nye byråd, der skal vælges i november.

Vi foreslår, at der i byrådet etableres et nyt Udviklingsudvalg, som skal have det samlede ansvar for udvikling af kommunen. Samtidig foreslår vi, at den administrative ledelse deles op i et område med ansvar for driften og et andet område med ansvar for udvikling. På den måde skabes det fokus der er nødvendigt, for at opnå varige forbedringer og fremskridt.

Hvordan er situationen?

Kommunens seneste befolkningsprognose forudsiger , at vi indtil 2030 vil miste omkring 1850 indbyggere. Selvom der har været en lille stigning i indbyggertallet i 2016, så er det hovedsagelig befolkningsgruppen over 60 år der er blevet større. Sidste års befolkningsprognose forudsagde et fald på godt 5000 indbyggere. Den store forskel på bare ét år viser, at usikkerheden er stor og fraflytningen kan blive større end det der nu forudsiges. Samtidig viser prognoserne, at der bliver langt flere ældre og færre yngre indbyggere. Altså flere der skal hjælpes og færre til at tjene pengene.

Med det gennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger vi har nu, vil kommunen i 2030 have omkring 300 millioner kroner mindre i beskatningsgrundlag – hvert år. Med sidste års prognose på 5000 færre indbyggere, ville beskatningsgrundlaget være faldet med godt 800 millioner kroner. Uanset hvilket tal der er det rigtige, vil det få store negative konsekvenser for velfærd og investeringer i kommunen.

DJØF udgav den 19. september 2017 en analyse over udviklingen i antal private fuldtidsstillinger i kommunerne fra 2011 til 2016. Analysen er baseret på Danmarks statistik. Her er Sønderborg den kommune, der har mistet sjette-flest jobs blandt alle 96 kommuner. Sønderborg mistede i perioden 6% af de private fuldtidsjobs.

Jyllandsposten offentliggjorde i maj 2017 en analyse af antallet af nye virksomheder pr. kommune i 2016. Her lå Sønderborg på den fjerde-sidste plads blandt alle kommuner, lige efter Tønder.  Se grafikken her. 

ASE Analyse udgav i april 2017 en tilsvarende analyse, hvor Sønderborg lå femte-sidst blandt alle kommuner i Danmark.

Dansk Industri og Jyllandsposten udgav den 9. oktober 2017 en undersøgelse af tilvæksten af nye virksomheder (ApS og A/S) i de danske kommuner i 2016. Her ligger Sønderborg som nr. 89 ud af 96 kommuner, lige foran Tønder.

Dansk Industri udgav i september 2017 den årlige rapport om Lokalt Erhvervsklima, hvor Sønderborg lå som nr. 60 blandt landets 96 kommuner.

Samlet tegnes der et billede af en kommune, der har problemer med at skabe nye virksomheder og arbejdspladser og hvor befolkningen går tilbage, samtidig med at den bliver ældre. Det til trods for at der er sat mange ting i værk, der skulle forbedre situationen. Men det har ikke været nok til at ændre udviklingen.

Der er heller ikke meget tvivl om, at det er nye virksomheder og vækst i de bestående, der skal trække det store læs, når denne udvikling skal vendes.

Målsætningen

Vi vil foreslå at bruge befolkningsudviklingen som mål. Det må være et rimeligt mål, at Sønderborg kommune har en befolkningsudvikling på niveau med landsgennemsnittet. Det vil sige at vi over de næste 12 år skal opnå en befolkningstilvækst på 6%, i modsætning til den tilbagegang på 2,5% som kommunens 2017 – befolknings prognose siger. Vi har altså en manko på 8,5%, som vi skal have lukket.

Kommunens opgave

Det er byrådet der har det overordnede ansvar for at drive udviklingen af kommunen. Men hvis man kigger nærmere efter, ligger ansvaret for kommunens udvikling spredt over flere udvalg og personer. Erhvervsudvalget, Udvalget for kulturel og regional udvikling, Økonomiudvalget, Teknik og Miljø, samt deres formænd og direktører har et ansvar for kommunens udvikling. Nogle vil pege på borgmesteren, og nogle vil måske pege på kommunaldirektøren. Samtidig har de alle mange andre driftsopgaver. Hvad er vigtigst, drift eller udvikling? Ansvaret for kommunens udvikling er altså ikke klart placeret og prioriteringen heller ikke.

Indenfor ledelse plejer man at sige, at når alle har ansvaret, er der ingen der har ansvaret.

Det er en rigtig stor opgave, som byrådet står med. Derfor er det vigtigt, at byrådet har de bedste forudsætninger for at kunne løse den. Det er et helt grundlæggende ledelsesprincip, at ansvaret skal være placeret ét sted for at skabe fokus og retning for opgaven. Og det er faktisk noget byrådet kan gøre noget ved.

Samling af ansvaret for udvikling

Derfor foreslår Fælleslisten at samle det politiske ansvar for kommunens udvikling ét sted, i et Udviklingsudvalg. Udvalget skal have ansvaret for alle de områder, der er vigtige for udvikling af kommunen. De områder der skaber forudsætningerne for at udvikling kan ske, mener vi er:

  1. Erhvervsudvikling i bred forstand: industri, handel og håndværk, turisme, landbrug og fødevarer
  2. Videregående uddannelser: alt det der ligger udenfor folkeskole, gymnasier og tilsvarende
  3. Overordnet infrastruktur, især de trafikforbindelser der forbinder kommunen med omverdenen: tog, fly, motorvej, broer, overordnet vejnet.
  4. Kulturen: som er en forudsætning for at kommunen er attraktiv at flytte til og bo i.

Udviklingsudvalget bør have ansvaret for de første 3 områder. Kultur er et meget bredt område, og det vil nok være for meget, at lægge hele området ind under udviklingsudvalget. I stedet skal der sikres en tæt koordinering mellem udviklingsudvalget og kulturen, så kulturområdet hele tiden er bevidst om at støtte op om udvikling af kommunen.

Erhvervsudvalget og Udvalget for kultur og regional udvikling nedlægges og deres opgaver overgår til Udviklingsudvalget.

På den måde kan byrådet adskille udviklingsområdet og driftsområderne, og dermed skabe bedre fokus. Driftsområderne er de områder, hvor kommunen har fået pålagt en opgave af staten. Indenfor driftsområderne (børn og unge, sundhed, ældre, social, teknik og miljø, osv.) sker der også meget udvikling, og det skal fortsat foregå her. Udviklingsaktiviteter der foregår indenfor de enkelte driftsområder skal fortsætte uændret.

De fire områder, der indgår i Udviklingsudvalget, er områder hvor kommunen ikke har en driftsforpligtelse overfor staten. Videregående uddannelser og overordnet infrastruktur er ikke kommunale opgaver, men det er områder af afgørende betydning for at få succes med kommunens udvikling, og derfor skal udviklingsudvalget beskæftige sig med emnet.

Den administrative ledelse

Udviklingsudvalget serviceres af en forvaltningsenhed med en udviklingsdirektør i spidsen. Hvis man skal være konsekvent med opdelingen i udvikling og drift, bør Udviklingsdirektøren rapportere direkte til byrådet på samme måde som kommunaldirektøren, som har ansvaret for driftsområderne.

Del med dine venner

Pressemedddelelse: Erhvervsklima i Sønderborg

Del med dine venner
Aase Nyegaard, borgmesterkandidat for Fælleslisten

Aase Nyegaard

Fælleslisten har udsendt følgende pressemeddelelse om Dansk Industri’s måling af Lokalt Erhvervsklima:

DI’s årlige måling af det lokale erhvervsklima er netop udkommet og er godt nyt for Sønderborg kommune. Sønderborg er i år placeret som nr. 60 ud af 96 kommuner, en forbedring på 26 pladser fra sidste år. Viceborgmester og Fælleslistens borgmesterkandidat Aase Nyegaard siger: ”Det er et godt resultat, som frem for alt viser, at de initiativer vi har taget i byrådet nytter noget. Det gælder også afskaffelsen af dækningsafgiften, som Fælleslisten tog initiativ til at fjerne i 2013 og 2014. Vi skal i Byrådet fortsætte med det lange seje træk, for at gøre Sønderborg mere attraktiv for erhvervslivet og dermed sikre arbejdspladser og økonomisk udvikling i kommunen”.

Men trods den flotte fremgang i år, er Aase Nyegaard langt fra tilfreds med Sønderborgs placering. Sønderborg ligger som nr. 60 i den dårligste halvdel på landsplan og i bunden i Sydjylland. Trods den gode fremgang i år, ligger Sønderborg stadig langt fra resultatet i 2011, hvor Sønderborg var nr. 24. Det viser et stort behov for en større og mere slagkraftig indsats.

”Sønderborgs største udfordring er den negative befolkningsudvikling, som har konsekvenser for velfærd og velstand. Udvikling af erhvervslivet og uddannelserne er de største og vigtigste løftestænger for at få vendt den negative udvikling. Hvis vi skal gøre os forhåbning om at lykkes med det, skal vi opnå en meget bedre placering i DI’s undersøgelse. Sønderborg skal ligge i den bedste fjerdedel på landsplan og være nr. 1 i Sønderjylland”, siger Aase Nyegaard.

Di’s undersøgelse viser tydeligt på hvilke områder Sønderborg ligger dårligt. På nogle områder er Sønderborg endda gået tilbage, selvom det samlede resultat er blevet bedre.
”Der er flere områder i DI’s undersøgelse, hvor kommunen med det samme kan gå i gang med forbedringer. Det gælder f.eks. dialogen med politikerne og kommunens embedsmænd, samt formidling af vigtig information. Også et område som kommunal sagsbehandling kan kommunen med det samme gå i gang med at forbedre. Den slags områder med lavthængende frugter skal vi selvfølgelig gøre noget ved omgående. Andre områder som f.eks. arbejdskraft tager længere tid. Fælleslisten vil arbejde målrettet for, at Sønderborg opnår forbedringer på både den korte og den lange bane, til gavn for velstand og velfærd i kommunen”, slutter Aase Nyegaard.

 

Fælleslisten for Sønderborg kommune er den førende lokalliste i Sønderborg kommune. Fælleslisten er tværpolitisk og anerkender ikke den traditionelle opdeling i rød-blå blokke i lokalpolitik. Fælleslisten er uafhængig af partipolitik og ideologier og fastholder retten til at tage politisk stilling ud fra lokale forhold og ikke ud fra den traditionelle landspolitiske dagsorden. Fælleslisten opfatter sig som talerør for den del af lokalbefolkningen, der prioriterer den lokale udvikling og velfærd højere end ideologier og partiinteresser.
Hjemmeside: www.fælleslisten-sønderborg.dk

Del med dine venner
Udsatte unge får mange love og paragraffer

Bedre vilkår for udsatte unge

Del med dine venner

Fælleslisten ønsker bedre vilkår for udsatte unge med særlige behov.

Der er flere områder, hvor der er behov for forbedringer. Det gælder især:
  • Bedre ligestilling mellem udsatte unge med særlige behov og andre unge
  •  Bedre kommunale tilbud til de unge i form af STU (særlig tilpasset uddannelse)
  • Én indgang til kommunen for udsatte unge
  • Bedre muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet eller en videregående uddannelse.
På alle områder er der behov for at gennemføre forbedringer til gavn for de udsatte unge. Det vil være til gavn for hele kommunen, at udsatte unge kan deltage i arbejdsmarkedet og leve en god tilværelse.

Udsatte unge skal ligestilles med andre unge

Den danske lovgivning stiller krav om, at udsatte unge skal ligestilles med andre unge. De skal have valgmuligheder ligesom andre unge har det. Ungdomsuddannelsen skal planlægges individuelt ud fra den unges forudsætninger, behov og interesser. Det betyder, at uddannelsestilbuddet som udgangspunkt ikke kan opfyldes ved at henvise til en bestemt institution. Det kan heller ikke opfyldes med et uddannelsesforløb, der er fælles for alle. Som det er nu, så har Sønderborg kommune på forhånd udvalgt et antal STU tilbud, hvor kommunen på forhånd har betalt for et antal pladser. Det betyder at disse tilbud helst skal bruges først. Dermed er der begrænsede valgmuligheder for de unge og de kan have svært ved at komme igennem med andre ønsker.

Flere valgmuligheder for tilpasset uddannelsesforløb

Det bør laves om, så de unge sikres flere muligheder. Med den store variation i gruppen af udsatte unge, er der behov for forskellige uddannelsesforløb og uddannelsessteder. Der er behov for individuelt tilpassede forløb, som hjælper den enkelte unge bedst. Kommunen skal sikre sig større frihedsgrad til at tilbyde de uddannelsesforløb, der passer bedst til den unges behov. Det skal være muligt, også selvom tilbuddet ligger uden for kommunen. I mange tilfælde kan den unge have stor gavn af at komme væk hjemmefra. Kommunen bør derfor gå væk fra på forhånd at betale for reserverede pladser, der måske ikke bliver brug for. I stedet kunne pengene bruges bedre på at sammensætte forløb, der passer godt til den enkelte unges behov.

Én indgang til det kommunale system

Fælleslisten ønsker, at udsatte borgere med særlige behov: STU, flexjob, EGU, handicap osv., skal have én indgang til Sønderborg kommune. Borgerne skal kun have én sagsbehandler, som kan trække i alle tråde for den enkelte borger. Som det er nu eksempelvis med STU, så ligger selve STU uddannelsen under ungecenteret (Børn- og uddannelsesudvalget), mens bo-træningsdelen ligger under voksen og handicap (Socialudvalget). Det gør, at en ung på STU nogle gange mødes med 2 sagsbehandlere til et møde på kommunen. Det kan fungere, hvis sagsbehandlerne er rigtig gode til at koordinere deres indsats. Men det optimale vil være at  den unge kun behøver kontakt til én sagsbehandler, der varetager den unges sag i det kommunale system.

Bedre muligheder for varig beskæftigelse

Det er kun ganske få udsatte unge og borgere med handicap, der efter endt STU der kommer videre i uddannelse og ordinær beskæftigelse.

Det ønsker Fælleslisten at ændre. Der skal være bedre muligheder for unge med særlige behov.

Det kunne være i form af at kombinere STU-uddannelse med bo-træning: Det er vigtigt at de unge får lært at klare de helt basale ting som hygiejne, rengøring, indkøb og madlavning. Det kunne ske i et kombineret forløb. Derfor er det vigtigt at der er en STU hvor man bor.

En anden mulighed for varig beskæftigelse kunne opbygges på Kær Vestermark. Efter at kommunen overtog Kær Vestermark, har Fælleslisten arbejdet med ideen om “Kær Bypark”. Det kunne være et rekreativt område med gratis lege- og aktivitetsmuligheder. Området skulle både rette sig mod børnefamilier og andre, som ville sætte pris på et åndehul nær byen. Både opbygning af området, såvel som den løbende pasning og drift af stedet kunne være et STU forløb. Det kunne også være åbent for fleksjobbere. Stedet ville dermed både henvende sig til unge med behov for et STU-forløb, men kunne også blive et varigt arbejdssted, efter de unge har afsluttet STU forløbet.

Sønderborg Kommune bør gå foran, som et godt eksempel: Borgere med særlige behov kan også udføre et stykke arbejde på deres betingelser.

Del med dine venner
Økonomi under kontrol

Stærk og bæredygtig økonomi

Del med dine venner

Sønderborg kommune har brug for at have en stærk og bæredygtig økonomi. Vi er i kommunen udfordret af vores beliggenhed i udkanten af landet. Det betyder at vi hele tiden skal arbejde hårdt for at sikre velstand og velfærd. Derfor er vi i Sønderborg kommune nødt til at investere mere i udvikling, end de fleste andre kommuner har behov for. Det er afgørende for Fælleslisten, at vi investerer tilstrækkeligt i fremtiden. Men det skal ske uden at gå på kompromis med velfærden og livskvaliteten i kommunen.

Fælleslisten sikrer en effektiv og ansvarlig forvaltning af borgernes penge.

De store udfordringer vi har, samt ønsket om at sikre velfærden, stiller store krav til økonomien. Fælleslisten vil altid arbejde for at sikre en effektiv og ansvarlig forvaltning af borgernes penge. Dermed rækker pengene længst muligt og bruges bedst muligt. I øjeblikket har kommunen en god økonomi. Men det er ikke en selvfølge. Kommunens økonomi har tidligere været i krise, men dengang var Fælleslisten drivkraften for at få rettet op på den igen. Siden har økonomien været god. Men erfaringen viser, at en god økonomi meget let bliver til en sovepude. Fælleslisten vil stå vagt om at sikre, at kommunens økonomi er stærk og bæredygtig. Fælleslisten vil sikre at vi ikke sætter de gode resultater over styr, men også i fremtiden har styr på økonomien.

Sønderborgs store udfordring: Fraflytning

Kommunens seneste befolkningsprognose forudsiger , at vi indtil 2030 vil miste omkring 1850 indbyggere. Selvom der har været en lille stigning i indbyggertallet i 2016, så er det hovedsagelig befolkningsgruppen over 60 år der er blevet større. Sidste års befolkningsprognose forudsagde et fald på godt 5000 indbyggere. Den store forskel viser, at usikkerheden er stor og fraflytningen kan sagtens blive større end det der nu forudsiges. Samtidig viser prognoserne, at der bliver langt flere ældre og færre yngre indbyggere. Altså flere der skal hjælpes og færre til at tjene pengene.

Sønderborgs store problem: Mindre indtægter

Med det gennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger vi har nu, vil kommunen i 2030 have omkring 300 millioner kroner mindre i beskatningsgrundlag – hvert år! Med sidste års prognose på 5000 færre indbyggere, ville beskatningsgrundlaget være faldet med godt 800 millioner kroner! Uanset hvilket tal der er det rigtige, kan enhver sige sig selv, at det vil få store negative konsekvenser for velfærd og investeringer i kommunen.

Den udvikling skal vi have stoppet. Derfor skal vi have en stærk og bæredygtig økonomi!

 

Stærk økonomi giver rum til udvikling

Når man som kommune har en stærk økonomi, har man handlefrihed. Det betyder, at kommunen kan investere i aktiviteter, der skal gøre kommunen mere attraktiv for virksomheder og borgere. For at vi kan få vendt den negative udvikling er det nødvendigt med et højt ambitionsniveau for investeringer i udvikling. Det er også vigtigt at kunne investere med lang tidshorisont, for det tager tid før investeringer giver afkast i form af nye virksomheder, flere arbejdspladser og nye tilflyttere.

Velfærd og udvikling skal sikres gennem mere effektiv drift

På samme måde som vi skal have et højt ambitionsniveau for udvikling, skal kommunen have et højt ambitionsniveau for økonomisk effektivitet. For at kommunen kan frigøre midler til udviklingsaktiviteter, er det vigtigt at driften er effektiv. Den effektive drift har faktisk to gode virkninger: dels frigøres midler til udvikling, men det sikrer også velfærden. Effektiv drift gør at vi får mere velfærd ud af de samme penge. Begge er afgørende vigtige for Fælleslisten. Fælleslisten vil sikre den effektive drift og samtidig stå vagt om den rette balance mellem udvikling og velfærd.

Kommunens handlefrihed sikres gennem faste principper for økonomisk styring

Det er ikke nok, at kommunens ledelse og medarbejdere sikrer en effektiv drift. Det er mindst lige så vigtigt, at politikerne udviser økonomisk disciplin. Alt for tit har vi set politikerne falde for fristelsen til at bevilge tillægsbevillinger til projekter, der ikke var med i budgettet. Det er en rigtig farlig kurs, som tidligere har bragt kommunens økonomi i krise. Fælleslisten vil sikre, at politikerne går forrest og viser det gode eksempel, når det handler om økonomisk disciplin og ansvarlighed. Kommunen har gode, nedskrevne principper for den økonomiske styring. Men det er op til politikerne at bruge dem!

Skatteniveauet fastholdes

Sønderborg kommunes skatteniveau har adskillige gange været debatteret. Fælleslisten ønsker ikke at ændre på det nuværende skatteniveau. Vi mener det nuværende skatteniveau er det rigtige for at kunne sikre både udvikling og velfærd. Et lavere skatteniveau ville give den enkelte borger lidt flere penge mellem hænderne. Men risikoen er at kommunen ville miste sin handlefrihed og ikke være i stand til at sikre både udvikling og velfærd.

Vi er overbeviste om, at langt de fleste borgere hellere vil have en kommune, der har økonomiske muskler til at sikre, at vi fortsat kan være stolte over vores egn. At kommunen er kendt i Danmark og i udlandet for at gå foran. At vi fortsat kan have et Project Zero, som mange i ind- og udland beundrer os for.  Hvis vi kan opnå det og samtidig sikre en ordentlig velfærd, så vil de fleste med glæde betale sin skat.

Løbende forbedringer, effektiviseringer og forenklinger skal være en kontinuerlig proces, som følger det årlige budgetforløb.

Det er en selvfølge, at skolerne hvert år laver en timeplan for undervisningen. På samme måde skal det være en selvfølge, at kommunen hvert år planlægger og gennemfører løbende forbedringer, effektiviseringer og forenklinger. Sådan at kommunen hvert år bliver lidt bedre til at udnytte skatteborgernes penge og skabe værdi for borgerne. For Fælleslisten har det altid været en mærkesag, at kommunen hele tiden skal forbedre sig og blive dygtigere til at skabe værdi for skattepengene. Fælleslisten går derfor også ind for, at der hele tiden skal foreligge et opdateret handlekatalog over effektiviseringsprojekter. Det er projekter, som kan inddrages i den årlige planlægningscyklus. Derved sikres det, at kommunen løbende kan forbedre sin drift og dermed blive bedre til veksle skattekroner til udvikling og velfærd.

Del med dine venner